Er vi i gang med at udrydde barndommen?

Hvordan står det til med barndommen idag?

 

Okay okay det lyder en smule dommedagsagtigt at vi skulle være igang med at udrydde barndommen, men prøv at hæng på. For jeg mener faktisk der er noget om det, og det er ikke en fiks idé taget ud af luften, uden grundige overvejelser og flere års observationer.

Når jeg tænker til bage på min barndom (jeg er pt 34 år), så husker jeg sjov, fantasi, ud og få skræmmer, klatre i træer, ture i skoven, kreative udfoldelser og en MASSE leg. Jeg ved godt min hukommelse ikke er fuldstændig og at vores minder er selektive, men jeg ved også, at tingene har ændret sig markant. Da jeg var 26 år blev jeg uddannet pædagog. Jeg har ALTID vidst at jeg skulle noget med børn i dette liv, lige siden jeg var lille. Min første ven i børnehaven, var den største rod, som lavede ballade, ingen af de andre børn gad ham, og de voksne var heller ikke just lutter begejstrede for ham. Jeg tog ham under mine vinger, passede på ham og forsvarede ham. Det føltes bare rigtigt.

Sådan har det været lige siden. Når jeg har set nogle have det dårligt, har jeg automatisk søgt dem. Min ældste veninde i dag var hende som de andre yndede at drille i skolen og blev kaldt klassens politimand. Da jeg begyndte at arbejde med børn på institution som 18-årig, var det automatisk dem, der ikke fik så meget opmærksomhed (ikke positiv i hvert fald), som der søgte mig, og som jeg brugte ekstra tid på. Det var dem der kom dybest ind under huden på mig, og dem jeg husker tydeligst den dag i dag. Da jeg begyndte på pædagogseminariet, kan det da heller ikke komme bag på nogen, at det var indenfor specialområdet min store interesse og passion lå.

Det er efterhånden blevet til rigtig mange år med arbejde med børn, indenfor mange forskellige områder, institutioner og kommuner. En ting har der været til fælles alle steder. Barndommen er blevet kortere, kravene højere og konsekvenserne ved ikke at leve op til dem større. Hvad mener jeg så med det?

 

Barndommen for min generation

Jo tilbage til børnehaven. Vicki 5 år legede det meste af dagen, med forholdsvis selvvalgte aktiviteter. Havde jeg lyst til at tegne kunne jeg det, ville jeg lege i hule, kunne jeg det, lave kreative ting, være ude, cykle, grave, løbe rundt osv…. Jeg var barn og fik lov til at være barn. Der var ingen krav om, at jeg et par gange om ugen skulle sidde i en gruppe, sammen med de andre ældste i børnehaven og lave ”skole-parate” opgaver. Der var ingen krav om, at jeg gerne skulle kende bogstaver og tal, kunne skrive mit eget navn og være godt på vej til at kunne begynde at læse INDEN jeg startede i skole.

Da jeg startede i skole 1. skoledag, var det ikke fra 8 til 14 og så kørte vi ellers bare på fra dag et. Da jeg startede i skole skulle vi begynde at lære at gå i skole, sidde stille, række hånden op, lytte til det der blev sagt, lærer bogstaver tal osv, vi skulle ikke allerede kunne det inden vi overhovedet satte vores ben der for første gang. Vi fik også lov at lege – jeg kan stadig huske nogle af de lege vi legede er det ikke vildt? Det er altså 29 år siden!

Hvordan er det så gået mig selvom jeg hverken kunne læse eller skrive da jeg startede i skolen? Selvom jeg ikke har haft monster lange dage hver dag allerede fra børnehaveklassen proppet med læring? Det gik sgu egentlig meget godt hvis jeg selv skal sige det 😉 Jeg havde ikke svært ved at følge med i skolen, jeg synes det var sjovt, netop fordi det ikke blev trukket ned over hovedet på mig. Der var ikke nogen prøve der afgjorde hvor god jeg var til at læse allerede i 2. klasse. Der var ikke nogle karakterer eller deciderede vurderinger, der skulle skrives ned og sendes højere op i systemet så vi alle kunne blive målt og vejet. Så jeg lærte at læse, at regne, om verdens historie og religioner. Jeg lærte om fysik og kemi, om vores egen krop og meget mere. Faktisk lærte jeg det så godt, at jeg har nogle ret pæne karakterer på mit eksamensbevis fra 9. klasse, selv kunne vælge om jeg ville på matematisk eller sproglig linje på gymnasiet OG kom ud med et gennemsnit på 9,5 (efter den gamle skala) til trods for jeg egentlig ikke gjorde mig super umage det sidste halvandet år. Jeg siger ikke det her for at prale, eller for at fremhæve hvor fantastisk dygtig jeg er. Jeg siger det for at understrege, at jeg selv og min generation klarede os ganske udmærket, SAMTIDIG med vi fik lov at være børn.

 

Hvordan er det med barndommen idag?

Det med at få lov til t være barn SAMTIDIG med den meget fokus på læring, det erder jeg synes der halter i dag. Efter at have haft med alle aldersgrupper at gøre, lige fra nyfødt til 10-12 år, har jeg kunne konstatere et fællestræk for langt de fleste børn. Nemlig at de fra start af ikke får lov til at være børn, men bliver sammenlignet, målt og vejet, puttet i kasser og forsøgt ”skubbet” fremad, for de skal jo gerne være små selvstændige individer, der ikke har behov for hjælp hurtigst muligt. Det går jo ikke at de ikke lærer at klare sig selv, for hvordan skal det så gå dem?

Så de bliver sammenlignet og VI som forældre kommer selv til at sammenligne dem med andre og med ”normen”, eller det vi helst skal stræbe efter. Faktisk sammenligner vi dem allerede INDEN de er kommet til verden – det opdagede jeg for nyligt som 3. gangs gravid, der havde forvildet mig ind i en terminsgruppe på Facebook, for alle dem der havde termin samtidig som mig. For her sammenlignede de vægt på babyerne allerede fra uge 20.

Men hvorfor gør vi det? Jeg tror ganske enkelt der er fordi vi er så pisse bange for, at der skulle være noget galt med vores børn, eller med os selv som forældre. Vi ønsker jo alle det bedste for vores børn. Der er ikke nogen der frivilligt rækker hånden op og siger ”jo jeg vil gerne have den hamrende irriterende unge, der konstant driller alle andre, bider og slår, kaster sig ned på gulvet hver gang vi rammer butikken og der ikke bliver givet efter for ethvert lille ønske” (læses med et glimt i øjet, for de børn der giver udtryk for deres følelser synes jeg er vanvittig fascinerende!) det gør vi jo ikke. Vi vil gerne have et barn som andre synes ser åh så sød ud, som er så dygtig, som da virkelig er i balance og kan høre efter og så videre og så videre. Vi vil gerne have det barn de andre børn gider at lege med, og de andre mødre misundende kigger efter og ønsker deres eget barn tog lidt ved lære af. Så vi sammenligner, for ikke at falde udenfor. Og så lytter vi til hvad ”eksperterne” siger, for de må da vide bedst.

Så hvis sundhedsplejersken kommer og siger at vores lille guldklump altså liiige tager 10 g for lidt på om ugen, SÅ retter vi ind og forsøger at komme op og ramme den magiske kurve, til trods for den lille nuller er glad og tilfreds og udvikler sig som den skal. Er der en anden i mødregruppen der kan trille fra ryg til mave, imens vores eget afkom blot ligger som en sæk kartofler, så går vi i gang med træningen, for vores barn skal da ikke allerede være bagud som 4 måneder gammel! Kravle, sidde selv, gå, spise, tale, ALT bliver en konkurrence, og de hvis barn er foran fryder sig indvendigt og tænker, at de gør et skide godt stykke arbejde (og det gør de sikkert også). Men vi har så travlt med at udvikle vores børn og sørge for de ikke bliver tabt, så de ikke kommer bagest i køen i det samfundsmæssige spil, at vi glemmer hvordan de i virkeligheden udvikler sig bedst.

 

Hvorfor er barndommen så vigtig?

Det handler ikke om at kunne læse først, eller at alle børn skal kunne skrive deres navn som 4-årig. Det handler ikke om hvem der er bedst til at regne i 1. klasse, kan alfabetet hurtigst eller er dygtigst til at klippe med en saks. Det handler om barndommen. En hellig og magisk tid, som man ikke får tilbage, eller får en chance for at gøre om senere i livet. Det handler om den allervigtigste tid for personlighedsudvikling, vores opfattelse af verden, os selv, vores omgivelser. Det handler om at finde ud af hvem vi er og hvad VI SELV tænker og føler, før vi får påduttet 117 forskellige meninger eller holdninger. For det skal nok komme! Det holder faktisk aldrig op, så vi behøver ikke have travlt med at nå derhen. Det handler om at få lov til at OPLEVE verden, mærke den, udforske den, føle den. Det handler om at få lov til at bruge sin fantasi, skabe en indre verden og en unik egenforståelse af det hele. Det handler om at agere på det man mærker, at få lov til at udleve sine følelser, at gå med det man finder interessant, for det er DER den virkelig læring foregår, og det er sgu det der varer ved.

Personligt ville jeg ønske at jeg kunne give mine børn den længste barndom overhovedet muligt. Jeg er ikke nervøs for om de lærer at læse, skrive og regne. De skal nok nå det. Jeg er ikke nervøs for om de bliver til noget her i livet, for jeg er overbevist om at deres nysgerrighed driver dem frem, og de ikke kan holdes tilbage. Til gengæld er jeg nervøs for, at der er SÅ meget fokus på hvad den kan, at de ikke har nogen værdi i dem selv. At de lærer at de KUN er noget qua deres præstationer og hvor gode de er til forskellige ting, at deres selvværd ikke bliver udviklet, og de ikke selv ved HVOR fantastiske de er, blot fordi de er dem, med ALT hvad de rummer. Jeg er nervøs for at de gentagne gange skal føle sig dumme, forkerte og utilstrækkelige, fordi det ikke bare lige lykkes i første hug. Jeg er nervøs for, at de går glip af en tid, som jeg selv ser tilbage på med uendelig meget glæde. Jeg er nervøs for at de ikke får lov til at være børn, fordi de alt for hurtigt skal være små voksne. Men jeg vil gøre ALT hvad der står i min magt for at det ikke sker.

De skal nok nå det. Vi har ikke travlt. Vi leger lige lidt mere og har det sjovt og så skal vi nok nå til alvoren når tid er <3