De SKIDE hormoner!

Man kunne sagtens undvære dem ikke…. de skide hormoner. De har fucket med en igennem graviditeten, og nu hvor det lille vidunder er kommet til verden, lader sgu heller ikke en være i fred. Kommer og laver ravage og slår benene væk under en uden man ser det komme.

 

Hvad gør de hormoner ved en

 

Jeg fødte vores sidste skud på stammen sent tirsdag aften. En perfekt og rolig hjemmefødsel, på alle måder en drømmefødsel, der gik hurtigt og forholdsvis let. Mit hjerte svømmer over af kærlighed til det lille væsen, og jeg det jubler over den kærlighed hans to storebrødre viser ham. Alt er perfekt! (selvom jeg er røv træt, føler jeg er blevet kørt over af en damptromle, har sindsygt ondt i ryggen og smadrede brystvorter fordi der var en der var meget utålmodig og ikke helt kunne vente på mælke løb til). Og så alligevel sidder jeg og tuder…. tårerne triller ukontrolleret ned af kinderne….. HORMONER!

 

Jeg føler mig pludselig utilstrækkelig, tvivle på om jeg kan magte opgaven, spekulerer på hvor mange gange i løbet af dagen jeg vil føle mig så presset at jeg kommer til at miste tålmodigheden overfor de to “store”, snærre af min kæreste, eller bare bryde sammen og synes det hele er pisse hårdt. Jeg tuder fordi de to andre rødder skulle afsted i institution for første dag efter fødslen idag, og den mindste på 2 1/2 år fuldstændig mistede sig selv og slet ikke ville afsted. Blev bare ved med at sige “Nej nej nej” og vride sig mens hans far desperat forsøgte at få en flyverdragt på ham og komme ud af døren inden deadlinen for senest aflevering (som var faretruende nær og vi heller ikke nåede). Tuder fordi jeg gik rundt med en baby i armene og forsøgte at hjælpe til – ps det er fucking svært at få regnbukser ud over en flyverdragt med én hånd!! Fordi jeg tog den lille trold (den mellemste der ikke ville afsted) i armene og håbede at lidt kærlighed og omsorg kunne hjælpe, men det bare overhovedet ikke gjorde det bedre, og jeg kunne mærke frustrationen og vreden vokse indeni. Græder fordi den største sad med tårer i øjnene da de nåede til børnehaven, fordi han ikke kan lide at blive afleveret…. aldrig – hver dag er en prøvelse. Fordi min kæreste kommer hjem med hans taske og fortæller at de skulle til fødselsdag, og det har vi ikke fået af vide, hvilket betyder at han ikke har noget med der matcher det de andre får og må sidde med en fesen madpakke mens de andre guffer pølsehorn og kage (vi er veganere, og han plejer derfor at have ting med hjemmefra der er tilsvarende det de får, men det er svært når man ikke ved de skal til fødselsdag :-(). Fordi mine bryster gør så sindsygt ondt at jeg er ved at kaste op, da mælken lige er løbet til og selv Linse Kesler ville være fucking misundelig på mine fortrin. Men mest af alt græder jeg bare uden at vide hvorfor. Fordi de latterlige hormoner raser i min krop og gør mig skrøbelig….. Man kunne godt undvære dem, for det er sgu svært nok i forvejen, også selvom man blot forsøger at tage tingene som de kommer og forsøge at bevare tålmodighed, ro og overskud.