Graviditet og vægtstigning.

billede til indlæg

Kære skønne gravide kvinde.

I en tid hvor der er stor fokus på kropsidealer, kvindekroppe, sundhed, alverdens mirakelkure der lover vanvittig vægttab på ingen tid, perfekte bryster på siden af busserne osv, kan jeg godt forstå, at så mange gravide, gruer for vægtstigning under graviditeten.

Men jeg bliver så ked af det, når jeg gang på gang ser, at en gravid fortvivlet spørger ind til, om det er normalt at have taget x antal kg på forskellige tidspunkter i graviditeten.

Jeg får ondt i maven, når jeg ser nogle være halvvejs og have taget 5 kg og skrive at de føler sig kæmpe store og gruer for hvad vægten ender på, når den lille guldklump kommer til verden. Ikke fordi vi skal være ligeglade med vores kroppe og vores helbred når vi bliver gravide – på INGEN måde.

Men jo mindre du er en af dem, der tilbringer 3 måneder eller mere med at omklamre toilettet og absolut intet kan holde i dig, så hører nogle ekstra kilo og vægtstigning med til en graviditet, og det er på ingen måde sundt for dig eller din baby, at tænke på slankekure eller kalorierestriktion (af det urealistiske format) mens du er gravid. Til gengæld er det rigtig sundt for jer begge at spise sundt og varieret, og at bevæge kroppen, da det bla kan være med til at give en lettere fødsel.

Hvad der så er normalt at tage på, er lige så forskelligt fra kvinde til kvinde som alt andet i denne verden 😉 Vi er så hurtige til at sammenligne os med andre, og det her er bare et af de tilfælde, hvor det er super svært. Vi sammenligner vores vægt, vores maver, vores fosters vægtskøn, smerter, aktivitetsniveau og meget mere, og det er meget meget nemt at komme til at føle sig forkert.

Og det er virkelig synd, hvis du ender med at sidde og føle, at du slet ikke er smuk som gravid, at din mave er helt forkert, at din baby ikke vokser som den skal (og det skal de sørme nok fortælle dig hvis er tilfældet, når du bliver scannet eller er hos jordmoderen), at du ikke dyrker nok motion, fordi du ikke løber 3 gange om ugen og cykler til arbejde, og at du sikkert også ender med at ligne en strandet hval 4 måneder inden du føder, blot pga sammenligninger.

Jeg har set VIRKELIG mange gravide maver gennem tiden, som fotograf, og ikke to har været ens. Jeg er selv gravid for 3. gang og ingen af mine tre graviditeter har været ens. Udgangspunkt i forhold til vægt har været det samme og de er foregået indenfor 5 år, så det er heller ikke fordi kroppen har ændret sig synderligt undervejs, men alligevel har der været stor forskel på, hvordan maven så ud i de forskellige uger, så hvorfor skulle du og jeg ligne hinanden? Selvom jeg endte med at tage præcis det samme på i de to første graviditeter, var der også forskel på hvornår i graviditeten vægten steg.

Så lad være med at stresse. NYD din graviditet i fulde drag, især hvis du er så heldig ikke at døje med bækkenløsning og kvalme, som virkelig gør tiden svær at nyde for mange gravide.

Vid en ting: Det er HELT NORMALT at tage på når du er gravid. Det er HELT NORMALT at kroppen forandrer sig. Du bygger en baby!

Et lille menneske der vokser inden i dig, og selvom den de første mange uger i sig selv ikke vejer så meget, så sker der meget andet i kroppen. Blodmængden stiger, de fleste mærker at deres bryster vokser og derved også bliver tungere.

Moderkagen vokser, der kommer fostervand, en del får væske i kroppen osv og når du lægger alt det sammen, så giver det altså nogle ekstra kilo at bære rundt på, og det er UDEN babys vægt.

Så hvis det ikke er fordi, du udelukkende indtager slik, chips, is og kager dagen lang, så er det altså ikke fedt som vægten afslører at du har taget på 😉

Og fordi du har taget 10 kg på halvvejs, så betyder det ikke, at det fortsætter i samme tempo. Så lad være med at sammenligne dig med andre gravide, hvis det får dig til at føle dig skidt tilpas, eller gør at du er utilfreds med dig selv. Bare nyd det fuldstændig magiske din krop er i gang med, og tro mig når jeg siger: Den dag du møder din baby for første gang, tænker du ikke et sekund over hvor mange kilo du har taget på, og en stor del af dem ryger lige der med det samme 😉

Så kig dig selv i spejlet og vid at du er lige præcis som DU skal være.

Kærlig hilsen

Vicki