Fuck det, jeg kaster håndklædet i ringen- lortemorgen!

Lortemorgen!Hvor fanden melder man sig ud henne? Jeg ved ikke helt af hvad, men jeg ved bare at lige idag, der magter jeg det ikke…. jeg kaster håndklædet i ringen. Når man desperat leder efter en fucking gummistøvle DER BLEV BRUGT I GÅR EFTERMIDDAGS, i 20 minutter en morgen hvor man i forvejen er presset på tid, og tårerne ender med at sprøjte ud af øjnene på en og man bare ikke kan slukke for dem igen, så må det være på tide at stoppe! Det kan sgu da ikke bare forsvinde det lort!

Kender du det når det bare er en lortemorgen?

 

Jeg har VIRKELIG intenst arbejdet med mig selv de sidste års tid…. sådan hardcore “ned-og-bore-i-alt-lortet-og-få-muget-ud-i-det-der-bare-får-en-til-at-reagerer-på-psykopat-latterlige-måder-overfor-sine-børn” agtigt. Og hold nu fast det har gjort en verden til forskel fra det neurotiske vrag, der blev slået ud af kurs af ingenting, til overskudsmor der tænker “hey det hele går sgu nok”…. det meste af tiden i hvert fald. Jeg hjælper andre forældre med at opnå det samme for Christ sake! Men lige idag, FUCK hvor flød bægret bare over…. pga en latterlig støvle! Kender du de dage? Hvor du bare ikke føler NOGET som helst af det du gør fungerer?

Igår stod den på børnefødselsdag for 12 MEGET energifyldte 5-årige (hold fast hvor kan de larme!😨), hele lørdagen stod på forberedelser med en klynkende sløj 2 1/2 årig på armen det meste af tiden og psykopat mange plukveer fordi bassemanden vejer 13 kg (nåh ja jeg er gravid, i uge 30!), pizzasneglene brændte på, pølsehornsdejen blev lavet uden gær, så begge dele måtte laves om, og så var der også lige et fotshoot med 4 meget aktive unger jeg liiige skulle have klaret. Natten til lørdag havde jeg næsten ikke sovet, for mindste manden vågnede og begyndte at klynke, vendte og drejede sig og jeg fandt ud af det ene øre drillede. Og så den skide støvle idag! INTET overskud til at skulle spæne rundt og lede efter den. To drenge der, helt naturligt, var trætte efter igår og derfor fik lov til at sove til de vågnede, hvilket betød kl. 8.10 for den mindstes vedkommende, og han skal være afleveret i dagpleje inden kl. 9 🙈. Han havde på INGEN måde travlt med at spise morgenmad og den store havde heller ikke specielt travlt med at få tøj på. SUK. Så da kl var 8.50 og jeg stadig ikke kunne finde den og jo ikke rigtig synes det var så fedt at skulle sende ham afsted i ko disko når termometeret viste 5 grader, så ringede jeg i desperation til min kæreste, der havde taget støvlerne af ham i går eftermiddags, med et spinkelt håb om, at han lige kunne fortælle mig hvor den havde gemt sig (fuldkommen latterligt, i know!). Og da han så ikke kunne hjælpe, så sprøjtede tårerne ud af hovedet og han endte med at få hele lortet i hovedet og minimenneskerne kunne overvære mor falde fra hinanden – fedt, dårlig mor, dårlig kæreste. Jeg kunne fandeme ikke stoppe med at græde igen! “hvorfor græder du mor?” Spurgte en lille stemme forsigtigt. Og hvad fanden skule jeg sige? At jeg græd over en latterlig støvle? Det var jo bare dråben der fik bægret til at flyde over, men i virkeligheden græd jeg jo fordi jeg ikke kunne indfri mit mål om at komme ud af døren på en ordentlig måde. Fordi jeg prøvede at gøre alting så pisse godt og så virkede det bare overhovedet ikke. Fordi jeg har haft alt for travlt og slet ikke lyttet til mig selv og min krop, der har forsøgt at sige at jeg skal lade være med at tro at jeg kan klare hele verden og have 117 bolde i luften. Jeg græd fordi jeg følte mig som en fiasko. Fordi jeg selv havde glemt at bruge alle de fantastiske værktøjer jeg giver andre forældre. Fordi jeg havde været en lort overfor deres far, der nu stod på arbejdet et sted og nok ikke ville få den fedeste dag.
Jeg græd fordi jeg i virkeligheden bare havde allermest lyst til at sige fuck det og så holde dem hjemme og hygge hele dagen og ikke skulle stresse over at overholde tider og huske en million forskellige ting inden vi skulle ud af døren men jeg ikke kunne, fordi jeg havde lovet at hjælpe en veninde i hendes butik (og nåh ja så glemte jeg det vigtigste – den mindste skulle i gæstepleje idag fordi hans dagplejer har ferie i denne uge, men det havde “supermor” her da lige svedt ud!). Jeg græd fordi, at selvom jeg har forsøgt at tilrettelægge vores liv, så jeg ikke skal møde på et bestemt tidspunkt om morgenen, har en vis frihed til at følge mine børns behov og holde dem hjemme hvis jeg har lyst, eller de har en dag hvor de bare ikke orker at komme afsted, så er jeg stadig ikke fri til selv at bestemme – for der er tider der skal overholdes hvis de skal afsted. Fordi jeg bare synes det var en lortemorgen! Men alt det kan man jo ikke rigtig sige til en på 2 1/2, så jeg fortalte ham alligevel bare det med støvlerne. Og han endte med at få kondisko på, efter jeg havde skrevet til dagplejemor der var på ferie at vi blev forsinket, og så bagefter havde ringet til den rette og spurgt om de skulle ud at gå, hvilket de selvfølgelig skulle og de stod klar og ventede (fedt, endnu mere dårlig samvittighed oveni, lige hvad der manglede). Og da jeg så havde kastet bilen ind på P pladsen hvor 2 dagplejere stod klar med deres børn og ventede KUN på mig, og lillemanden bare roligt trissede over og vinkede til hende (og gik lige ud foran en cykel mens jeg forsøgte at fiske alt hans happengut ud af bagagerummet 🙈) og bare stillede sig hen til barnevognen og de gik afsted mens jeg stillede alle hans ting ind til døren, så jeg ikke engang nåede at sige ordentligt farvel til ham, så tudede jeg igen 😭.

 

Hvorfor skal det være så svært nogle gange?

Så da jeg satte mig vrælende ind i bilen spurgte en anden lille stemme “hvorfor græder du nu mor?”. Det var den store, som jeg stadig manglede og aflevere, og som også ville komme for sent. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare ham. Så jeg aede ham bare på kinden og sagde jeg elskede ham. Lortemorgen! Da han så endelig var afleveret og vi havde været igennem alle de ritualer der skal til for at jeg kan gå, og jeg sad på vej hjem i bilen og åd en gammel tør skive rugbrød, der havde ligget i børnehavens køleskab i hans madkasse fra i fredags, fordi jeg endnu ikke havde fået noget at spise, og havde været oppe i 2 1/2 time, så tænkte jeg over hvad fanden det lige var der var foregået. Hvorfor var det hele ramlet sammen. Hvorfor havde jeg reageret så voldsomt?

Tjaaaa….. bare fordi. Fordi nogle gange får man sat baren så højt, at man umuligt kan nå den. Nogle gange er det bare hammer svært at forene ens egne ønsker og forventninger, med de rammer som samfundet opstiller. Fordi nogle gange fucker alting bare op, og hvis man så samtidig er en smule presset (og i mit tilfælde har kroppen fuld af hormoner lige pt der fucker det hele op), så eksploderer lortet bare. Fordi vi SÅ gerne vil gøre det SÅ godt og nogle gange er det bare pisse svært at leve op til det mål. Fordi vi som forældre (og især mødre!) stiller så vanvittigt høje krav til os selv, og når vi ikke kan indfri dem, føler vi os som en fiasko. Men hey, vi gør det sgu så godt som vi kan, også selvom lortet ikke altid bare kører på skinner.

Og bagefter? Så sidder man og kigger tilbage og tænker “det hele gik jo alligevel, så hvorfor fanden kunne jeg ikke bare trække været dybt og tænke, fuck det, det skal nok gå”. For nogle gange kan man bare ikke trække vejret dybt nok til at få ro på det kaos der raser inden. Nogle gange har vi glemt os selv SÅ længe, at der bare ikke er mere at give af, når uforudsete ting lige kommer og forsøger at sparke benene væk under os.

Måske vi bare skulle sænke baren og ambitionerne en lille smule nogle gange, og blot tage udgangspunkt i der hvor vi er lige nu, og hvad vi har mulighed for. Og så prioritere ungerne og glemme alt de andet vi skal klare og leve op til, for jeg tænker alligevel de er vigtigst?