Mor kommer altid sidst

At blive mor er en KÆMPE stor ting – jeg tror faktisk ikke jeg kan komme på noget større. Det er unægteligt den største omvæltning i ens liv, og man bliver testet og prøvet på alle tænkelige måder. Bekymringer man ikke troede fandtes, usikkerhed, man aldrig før har mærket SÅ intenst, og frygt….. en fuldstændig altfortærende frygt for, om man fejler, om der skal ske noget med ens barn, og hvordan det hele kommer til at gå. Om der kommer nogle fornuftige, lykkelige individer ud af anstrengelserne, eller om man får fucked dem up på halvvejen.

 

Mor kommer altid til sidst

 

Én ting det især betyder at blive mor, er at ALLE dine behov kommer i sidste række, og du er ALTID den sidste til at blive klar, få spist osv 😂 Hver morgen er jeg alene med ungerne. Skal have dem op, spist morgenmad, smurt madpakker, tøj på, ud af døren og afleveres i henholdsvis dagpleje og børnehave. Det har vi prøvet en masse gange, så man skule alligevel tro, at det var muligt at finde en rutine, hvor det kørte som smurt. Men små mennesker har bare deres HELT egen vilje, så to dage er ikke ens. Eller jo meget er ens. Nemlig det at vi ALTID er bagud, at de ALDRIG er særlig hurtige til at spise morgenmad, at de ikke gider at have tøj på, og at der næsten hver dag er diskussion om hvis tur det er til at åbne døren. Så en smule gennemgående rød tråd er der da 😉

En anden ting der heller aldrig slår fejl er, at jeg hverken når at få morgenmad, eller gøre noget særligt ved mig selv, inden vi drøner ud af døren, og forsøger at nå frem inden tidspunktet for senest aflevering. Min mave rumler om kap med det mest voldsomme tordenvejr, og lige nu er jeg glad for at det er vinter, og jeg kan skjule det meste af det tøj, jeg i skyndingen har fået kastet på kroppen, med en meget stor jakke. Mit hår ligner jeg ved ikke hvad, og jeg er glad for jeg ikke bruger make up, for det aner jeg virkelig slet ikke hvordan jeg skulle få tid til.

Men ved du hvad? Det er okay. Det er okay at mini-menneskerne kommer først. Det er okay at jeg “kun” når at få gjort dem klar, og pakket sammen til forhåbentlig en god dag. Det er okay at jeg ligner Ronja Røverdatter, med viltre lokker, og nogle gange (okay ofte!) kommer afsted i joggingbukser. Det er helt okay. For da jeg valgte at blive mor, og det var vitterlig et brændende ønske, der vidste jeg godt, at det ikke kun ville komme til at bestå af lutter lykke og smukke øjeblikke. Jeg var godt klar over, at der også ville komme til at være hårde dage, dage man aldrig troede ville ende og som man ikke ville overleve. Jeg var forberedt på, at jeg ikke ville kunne de samme ting, og at mine behov ville træde i baggrunden for en stund. For sådan er det at blive mor…. Man har det største ansvar man nogensinde kommer i nærheden af som menneske, og det er ikke en opgave der er overstået på et øjeblik. Og der er INTET vigtigere end mine børn. Intet vigtigere end vores børn.

 

Børnene er det vigtigste

 

Jeg tror de fleste har det som mig…. at børnene er det vigtigste i deres liv. Men der er mange, der alligevel forsøger at klare det hele, jonglere alle krav, både egne, børnenes og samfundets, og som nogle gange er lige ved at knække halsen på det. Der godt VED, at det en en stor omvæltning i livet at blive mor, men alligevel ikke har været helt indstillet på ALT det egentlig indebærer. Mange af tingene kan man ikke forestille sig inden, for man har ikke noget sammanligningsgrundlag. Jo man har da fået af vide af andre, at det kan være hårdt, at børn kan drive en til vanvid, at man er træt på en måde man aldrig har været træt før osv. Men man kan ikke forestille sig hvordan det vil være før man står i det. Før man har prøvet ikke at sove mere end et par timers sammenhængende søvn i flere måneder i træk. Før man har stået med et spædbarn der bare græder og græder og man intet kan gøre for at trøste det. Før man har siddet og våget over et febersygt barn og bedt til, at de klarede det og havde det bedre i morgen. Før man har hørt et hjerteskærende skrig fra en lille trold der er kommet til skade. Før man har stået med to børn, der er ved at flå håret af hinanden….. den KONSTANTE test af tålmodighed, overskud og om man nu VIRKELIG mener det man siger, til trods for man har givet det samme svar 17 gange.

Når man sidder der med en lille baby der ikke kan snakke endnu, og glæder sig til første gang man høre ordet “mor” blive sagt, kan man ikke forestille sig, at det kan føles som en elhammer i hjernen et par år senere, når det lyder “mor, mor, MOAAAAAAR” for 117 gang den dag….. man kan bare ikke forberede sig på det hele, og mange ting aner man ikke hvordan man vil reagere på, før man står i situationen. Man kan blive dybt overrasket over sig selv og den måde man pludselig reagerer på, når der bliver trykket på alle de rigtige knapper – eller måske snarere de forkerte. Man kan blive bange for den ulmende vulkan, man tilsyneladende gemmer på indeni, og som nogle gange går i voldsomt udbrud uden forvarsel. Nogle gange kan man ikke genkende sig selv, og spekulerer på, hvor den forælder man havde forestillet sig man ville være, mon blev af.

 

Det er hårdt at være mor

 

For det ER knaldhamrende hårdt at være mor, og alle der prøver at sige noget andet, har enten ikke børn, eller lever i dyb fornægtelse overfor dem selv. Jeg siger ikke at man ikke kan synes det er fantastisk langt størstedelen af tiden, men der er også dage, øjeblikke og stunder, hvor man har lyst til at kaste håndklædet i ringen, fordi skruetvingen simpelthen er blevet strammet for hårdt. Men ofte er det os selv der er skyld i de situationer. HVAD???? Sagde hun lige det? Ja det gjorde jeg, og det mener jeg. Jeg oplever det selv hver gang det “går galt” med mine to rødder. Når de næsten får presset mig derud, hvor der ikke er rart at være, og hvor jeg begynder at blive bange for hvad jeg kan finde på. Eller faktisk er det slet ikke dem der presser mig derud, det er mig selv. Mig der har gabt over for meget. Mig der liiiige vil have klaret en ting (som langt de fleste gange godt kan vente til senere), i stedet for at være der og støtte dem i deres leg. Mig der har haft for travlt, forsøgt at presse for meget ind, eller gerne vil noget, som ikke lige harmonerer særlig fedt med så små børn. Det er der konflikterne kommer, der jeg ender med at blive vred, der de ikke hører efter og begynder at handle i trods, der de bliver uvenner osv osv. Og det er der hvor mit overskud til at takle det på en fornuftig måde er ikke eksisterende, eller i hvert fald ligger på et meget lille sted. Der hvor jeg glemmer, at det er helt okay, at jeg ikke når opvasken, at nullermændende også ligger der i morgen og det ikke er bydende nødvendigt at få fjernet dem idag. Der hvor jeg kommer til at sætte for høje krav til mine børn, for jo det kunne være fantastisk at de kunne lege 20 minutter selv uden at blive uvenner, men det kan jeg bare ikke nødvendigvis forvente af en på 5 og 2 1/2. Der hvor jeg glemmer, at det det i virkeligheden indebærer at være mor, er at stille livet på pause og VIRKELIG have sine prioriteter i orden. Så jo, når det går galt er det faktisk min skyld, og den tager jeg gerne på mig. For det kan ALDRIG være mine børns ansvar at få tingene til at glide, og kunne forudsige det, som jeg kan med min voksne hjerne. Og min hjerne er nogle gange indstillet på det helt forkerte. Den er indstillet som den var INDEN jeg fik børn. Hvor jeg ikke havde andet ansvar end for mig selv, mit liv, og ellers at leve op til de forventninger, som samfundet satte for mig. Nogle gange, kommer den lige til at hoppe tilbage dertil, hvor jeg tænker at jeg da sagtens lige kan nå, eller da også lige burde osv osv. Men nej…. Når man får børn, sker der bare noget i ens liv, som påvirker ALLE aspekter af det, og hvis man ikke omprogrammerer sin hjerne, skruer ned for forventninger, krav osv, så ender man med at køre sig selv ned, og hverken ens børn eller en selv får særlig meget ud af det.

Jeg ved godt det ikke er populært at sige, og jeg ved godt at mens vi er gravide, så får vi af vide, at man jo stadig kan det samme når man er blevet mor. At man skal huske sig selv (og her menes der ofte at man stadig skal have egne hobbyer/fritidsinteresser osv). Vi får af vide af samfundet, at vi bør prise os lykkelige over de forhold vi har herhjemme, med børnepenge, “lang” barsel, omsorgsdage, gode institutioner osv. At vi ikke kan forvente anden særbehandling, og stadig skal leve op til samme krav og forventninger som alle andre. Men faktum er, at det at få børn ikke kan sammenlignes med noget andet, og hvis vi gerne vil have nogle nogenlunde fornuftige individer ud af det, så kræver det en omlægning af vores liv. Det kræver at vi investerer vores TID, NÆRVÆR, KÆRLIGHED og OS SELV, og ikke kun i 10 måneder indtil de kommer i institution. Det er en opgave for livet, og jo på et tidspunkt er de store nok til at klare rigtig meget selv, og der kan vi så begynde at huske hvad det egentlig er, vi selv synes er fedt at gå op i (udover børn). Der kan vi igen begynde at være mere fleksible i forhold til arbejdsmarkedet, og der kan vi igen begynde at huske os selv og prioritere vores egne behov. Men mens de er små, så gør man bare sig selv, en KÆMPE stor tjeneste (og dette er min HELT egen ydmyg holdning, baseret på egne erfaringer og flere år som pædagog, og forældre jeg har hjulpet med at finde mere balance i livet), hvis vi blot er i det, tager tingene et skridt af gangen, lader være med at gabe over for meget, og VIRKELIG har vores børns behov i baghovedet og ser tingene fra deres perspektiv HELE TIDEN. Og det skal man så lige minde sig selv om med jævne mellemrum, når man begynder at drive lidt for langt væk fra det hele.