Elastikken sprang og så lå jeg bare der!

©Ale Ventura/AltoPress/Maxppp ; Baby crying, mother in background

Elastikken der sprang

Jeg havde på det seneste haft en mistanke om, at elastikken mellem mig og min mor ikke var helt så stram og spændstig som den plejede at være. Det første jeg lagde mærke til var, at det af og til blev svært at stille skarpt på hende hele tiden og at hendes varme duft næsten forsvandt sommetider. Det var heldigvis meget kortvarigt i starten og inden jeg havde nået at finde en passende reaktion, var hun i fokus igen. Jeg burde måske have forudset, at der var noget skelsættende på vej, men havde ingen erfaring med elastikker at trække på. (Faktisk har jeg generelt lidt underskud på erfaringskontoen. Jeg arbejder dagligt ihærdigt på at få fyldt op).

 

Elastikken blev langsomt slappere og slappere indtil den skæbnesvanger dag, hvor den sprang. Chok, hvor blev jeg bange! Pludselig var hun helt væk. Jeg kunne hverken se, høre, mærke eller dufte hende og jeg lå bare der på gulvet og sprællede hjælpeløst med arme og ben. Jeg forstod med et, at der var noget imellem min mor og mig, der gjorde det umuligt for mig at få fat i hende. Min mor kunne bevæge sig gennem dette ”noget” og komme så langt væk, at jeg ikke længere kunne mærke hende. Reaktionen kom heldigvis hurtigt til mig den dag og jeg skreg så højt mine små lunger kunne præstere. Selvom jeg ikke kunne høre min mor, så kunne hun åbenbart høre mig og inden jeg var løbet helt tør for luft, var hun i stand til at komme tilbage til mig igen. Hun har altså nogle misundelsesværdige evner.

 

Elastikken er ikke blevet repareret endnu og jeg begynder at tro, at det er en permanent tilstand jeg må lære at leve med. Det der ”noget” der kom imellem min mor og mig er jo over det hele og i vejen for mange af de dejlige ting jeg gerne vil have fat i. Hvis bare jeg kunne lære at bevæge mig igennem det, ligesom min mor og far gør så ubesværet, ville det ikke være nødvendigt at overbelaste min lille stemme så vanvittigt. Det er udmattende at skulle igennem den voldsomme reaktion flere gange dagligt og jeg tror måske også, at det tager lidt på min mors kræfter. Hun ser i hvert fald en smule træt ud for tiden.

 

Den vidunderligste baby

 

 

Spring 5 – ”En verden af sammenhænge”

 

En af de vigtigste sammenhænge, dit barn nu kan forstå, er afstanden mellem to genstande. Det er en radikal og skræmmende ændring af barnets verden, som pludselig bliver meget stor og fyldt med uopnåelige objekter. Det mest angstprovokerende for barnet er selvfølgelig afstanden til forældrene og barnet vil have brug for meget støtte i denne periode. Det er en anstrengende tid for jer forældre, men visheden om at jeres nærvær og omsorg er det allervigtigste lige nu kan give jer styrke til at komme igennem den omklamrende periode, der varer et sted mellem en og fem uger.

 

Du kan læse om de 10 forudsigelige mentale udviklingsspring, også kaldet Tigerspring, i bogen “Vidunderlige Uger”. Bogen er skrevet af forsker parret Frans X. Plooij, Ph.d. og Hetty van de Rijt, Ph.d. og er baseret på over 35 års forskning i forældre-barn interaktioner.

 

Bogen kan købes fordelagtigt her på min-mave og du kan læse mere om de vidunderligste uger på www.vidunderligeuger.dk

 

Hvis du har lyst til at læse flere tanker fra Den vidunderligste baby, kan du hurtigt finde dem her:

Hmmm…… Her er godt nok mørkt!

Ny dag – nye lemmer

Skal jeg ud af det hul?