Fra kærlig til krigerisk

kærlig:krigerisk-blog

Fra kærlig til krigerisk

 

af Frans Plooij

 

Hvis din baby er næsten seks måneder gammel, er knus og kærtegn bare det bedste, man kan forestille sig! Hun har lyst til at røre og ae din hud – som regel dit ansigt – og forstår, at du kan lide det, samtidig med at hun også lærer en masse af at gøre det. Og hun indser, at det giver dig en ”særlig” følelse.

Men en gang imellem kan hun pludselig finde på at ”slå” dig. Selv om du uden tvivl vil blive overrasket, er det det meget vigtigt, at du indser, at dit barn ikke gør det med vilje. Det drejer sig helt enkelt om en manglende evne til at opfatte og kontrollere afstande i forbindelse med springet ind i en ”verden af sammenhænge”, og at hun derfor stadig har vanskeligt ved at forudsige og bedømme dem. Alt hun med sikkerhed ved er, at hun (bogstaveligt talt) gerne vil føle mor lige med det samme, og derfor nogle gange bliver lidt for ivrig.

Så hvad skal du gøre? Hvis du for det første blidt siger ”forsigtig” og viser med dit ansigtsudtryk, at det gør en smule ondt, vil hun hurtigt lære at være kærlig. Når det kommer til stykket, er det eneste, hun vil vise dig, at hun elsker dig på helt den samme kærlige måde, som du udviser over for hende.

Her er fem tips til at håndtere dit kære barns til tider lidt for entusiastiske kærlighedstilkendegivelser:

  1. Slå aldrig igen. Din baby lærer intet af en ”korrektionslussing” eller en ”solid endefuld”. Endnu vigtigere er det fuldstændig uacceptabelt at slå en baby, selv om det ”kun” drejer sig om et rap over hånden. Det gør unødvendigt ondt på barnet og skader den tillid, babyen har til dig. At gøre din baby eller dit barn ondt er aldrig en god måde at lære det regler. Dit barn gør det, du gør. Hvis barnet ikke kan slå dig, skal du heller ikke slå på det. Hvis du med andre ord slår dit barn, giver det ingen mening (specielt i dets helt nye og unge verden) at sige til det, at det ikke må slå dig. Din ord skal hænge sammen med dine handlinger.
  2. Grundlæg ikke en dårlig vane. Sagt på en anden måde: Hvis børn ikke bliver ”rettet” (i dette tilfælde omkring det at slå), tror de, det er acceptabelt, og jo ældre de bliver, desto sværere er det at ændre deres opførsel. Selvfølgelig bliver dit barn i stand til at forstå mere komplekse ting, hver gang det gennemgår et mentalt udviklingsspring. Og det er først efter springet ind i ”systemernes verden” (efter 18 måneder), at din tumling bliver mindre egocentrisk og kan sætte sig selv i andres sted. Men det betyder ikke, at du skal vente indtil den alder med at lære dit barn, at det gør ondt på dig at blive slået på. Du kan gøre det på en ganske enkelt måde: Omkring seks-måneders-alderen er dit barn netop trådt ind i en ”verden af sammenhænge” og har hævet sig et niveau over en ”verden af begivenheder”. Og hvad betyder det så? Det betyder, at barnet for første gang bevidst er i stand til at vælge og skifte mellem begivenheder. For eksempel er ”begivenheder” med hånden at kærtegne, røre, puffe, klappe og slå. Så alt, hvad du behøver at gøre, er at give din baby feedback på, hvad du kan lide, og hvad du ikke kan lide. ”Men hvordan?”, spørger du …
  3. Vis det. Meget enkelt: Vis det med dit ansigtsudtryk, din stemmeføring og dit kropssprog. Så længe din baby aer din kind eller kærtegner dit ansigt og rør blidt ved dig, så sig sådan noget som ”ahhh” med blid stemme, mens du smiler. Når berøringen bliver voldsommere og ændrer sig til puf eller trækken, skal du holde op med at smile og måske sige ”åh?” i en spørgende tone, mens du hæver øjenbrynene. Og når puffene bliver til dask eller slag, kan du måske sige ”av!” i en højere tone, mens du trækker dit hoved væk.
  4. Gør det til en leg. Sammen med din baby kan du gøre dette til en leg, du leger med en af dens dukker eller bamser. På den måde lærer han, hvad han skal, men du undgår også at skyde skylden på babyen. Igen, han er jo bare ved at lære!
  5. Gentagne forseelser. Indledningsvis kan din baby måske finde på at blive ved med at puffe eller slå til dig. Det er normalt. Babyer lærer ved hjælp af endeløse gentagelser. Så vær tålmodig i begyndelsen og gentag punkt 3 og 4. Når det er sagt, bliver det på et tidspunkt nok, og så bliver du nødt til at gøre det helt klart, at det ikke er rart, og at du ikke kan lide det. Det skal du gøre ved at hæve stemmen endnu mere, når du siger ”av!” Hvis din baby bliver ved med at gentage sin opførsel, skal du fjerne dig fra ham og ignorere ham et stykke tid … Selvfølgelig skal du i al hemmelighed holde øje med barnet for at forhindre eventuelle uheld.

Læs også: Hvordan din babys hjerne vokser  og besøg Vidunderlige Uger