Close
Ny dag – nye lemmer
facebook pinterest twitter

Ny dag – nye lemmer

vidunderligeuger 28 august 2015, 06:18

nyelemmer

Ny dag, nye lemmer?!?

Dagen begyndte sådan set helt normalt. Mælk i mundvigen og en tung våd ble. Jeg begynder at se et mønster der. Men så blev det underligt……..

De der lange flaksende ting der nogle gange flyver ned og klasker mig i ansigtet har åbenbart sat sig fast på min krop i løbet af natten. Jeg kan mærke, at de ligesom hænger sammen med mig et sted. Den gode nyhed er, at det ser ud som om, de måske er til at tæmme og at de er lige så nysgerrige omkring mig som jeg er om dem. I hvert fald flyver de tit op foran mit ansigt så vi kan kigge på hinanden. Jeg tror måske endda, at jeg kan tilkalde dem. Helt uden at bruge min stemme.

Den dårlige nyhed er, at de stadig klasker mig i ansigtet og i det hele taget er ret umulige at holde styr på. Men underholdningsværdien er helt i top og jeg brugte det meste af dagen på at studere dem og prøve at bestemme hvor de skulle flyve hen. Jeg tror, at det kan blive en temmelig nyttig tilføjelse og har allerede store planer for hvem de skal lære at klaske i stedet for mig. Måske kan de endda lære at holde fast i nogle, når de forsøger at flytte sig væk? Eller nå op og røre ved alle de farvestrålende ting der hænger over min seng? Noget siger mig, at mulighederne er utallige, hvis altså bare jeg kan få lært at kontrollere dem.

Hende med brysterne virker også ret begejstret for dem. Hun kysser og nulrer dem meget og det er som om, at jeg kan mærke hendes kys gennem dem. Det er vildt dejligt, men også lidt underligt. Faktisk blev det i løbet af dagen bare alt for meget af det gode og jeg flippede en smule ud. Det var som om, at de var ”in my face” HELE tiden og jeg havde lige brug for at skrue tiden tilbage til i går, hvor de ikke havde sat sig fast endnu. Heldigvis forstod hende med brysterne og ham med hår i ansigtet, at jeg var top stresset over min nye situation og besluttede sig for, at jeg kunne få lov til at ligge i arm hele aftenen og få adgang til mælkekilden når som helst. Tilføjelserne faldt lidt til ro og jeg kunne for en stund glemme, at min verden pludselig er blevet en del mere kompliceret.

Jeg håber ikke, at der sætter sig to mere fast i nat mens jeg sover. Hvis der gør, må det i hvert fald meget gerne blive et andet sted på kroppen for jeg tror seriøst ikke, at jeg kan overskue flere heroppe. Måske det kunne være pænt praktisk med et par mere i den anden ende? Jeg ved det ikke rigtig. Synes bare, at jeg har set noget i den stil et eller andet sted…….

 

Den vidunderligste baby

 

 

Spring 2 – ”En verden af mønstre”

 

Når dit barn er omkring 8 uger begynder han/hun måske at opdage sine hænder og fødder. Barnet vil tilbringe mange timer med at studere dem og forsøge at kontrollere sine bevægelser. Samtidig bliver han/hun i stand til at genkende enkle mønstre i verden omkring sig og i forbindelse med sin egen krop. De skiftende skygger på væggen og mønstrene i billeder og tæpper bliver pludselig dybt fascinerende og kan optage barnet i lang tid. Alt sammen er tegn på den rivende udvikling dit barn gennemgår for tiden.

 

Du kan læse om de 10 forudsigelige mentale udviklingsspring, også kaldet Tigerspring, i bogen “Vidunderlige Uger”. Bogen er skrevet af forsker parret Frans X. Plooij, Ph.D. og Hetty van de Rijt, Ph.D. og er baseret på over 35 års forskning i forældre-barn interaktioner.

 

Bogen kan købes fordelagtigt her på min-mave og du kan læse mere om de vidunderligeste uger på www.vidunderligeuger.dk