Egentid og sort (mor-)samvittighed
Hvor megen egentid har du? Altså tid, hvor du kan lave LIGE, hvad du har lyst til? Den anden dag hørte jeg en ekspert i arbejds- og privatbalance sige, at de fleste småbørnsforældre typisk ingen egentid har ud over den tid, der bruges på transport eller på toilettet… Det tror jeg ikke er godt, hverken for os, vores familier eller noget andet.
Som du sikkert har hørt mig sige mange gange, så prioriterer jeg at unplugge og tage på retreats regelmæssigt, hvor jeg går under jorden – eller sådan føles det nærmest, når jeg slukker ned for alle elektroniske kommunikationsmidler og andre distraktioner – for at fordybe mig og mærke mig selv.
Det er en vigtig brik for mit velvære og mit indre lykke-barometer!
Nogle kvinder spørger mig, hvordan jeg gør det. Og hovedet på blokken, så kan det godt være lidt af en udfordring for mig at tage af sted uden min familie. Jeg har typisk lidt hjemve allerede i dagene op til, at jeg skal af sted. Heldigvis ved jeg:
1) at ungerne har det fint alene med farmand, og at de har deres egne hyggeritualer, når jeg er af sted
2) at det give mig et positivt udbytte at zoome ud og savne lidt og se det hele i et lidt større perspektiv
3) at når først jeg er af sted og giver mig selv lov til fordybelsen, så stiger min indre lykkefølelse markant!
For noget tid tilbage havde jeg en snak med en af mine lærere, Sarah, om den der lidt dårlige samvittighed over at tage væk fra min familie og prioritere mig selv. Var det for egoistisk, spurgte jeg. Hun svarede mig, at det er essentielt, at vi som mødre viser vores børn, at det er vigtigt at passe godt på sig selv. At det er en vigtig del af voksenlivet at tage time-outs og prioritere sig selv, sit velvære og kontakten med vores hjertes guidance.
Det fortæller jeg nu min sorte (mor-)samvittighed, når den kalder mig egoistisk og andre grimme ting. Mine unger og min mand er helt med på den langsigtede benefit, for de ved, at de får en endnu gladere og sjovere mor og partner hjem, når jeg giver mig selv lov til at prioritere mig-tid. Og det gør de! Når jeg kommer hjem fra fordybelsen, har jeg et helt nyt overskud og meget mere at give af.
Og netop derfor er jeg heller ikke sen til at anbefale andre kvinder at gøre det samme: Tag time-outs!
At prioritere tid til os selv som mødre er ikke en luksus, men en nødvendighed. Når vi prioriterer tid til refleksion og selvomsorg, kan vi bedre mærke os selv og få adgang til vores feminine guidance, så vi træffer valg, der er gør os godt – mere vitale, gladere. Der er noget om ordsproget, at når mor er glad, er alle glade!
Derfor har jeg også lagt både ugentlige time-outs i form af yogaundervisning, træning, venindeaftaler og halvårlige time-outs i form af retreats og kæresteweekender i min nye 2014-kalender. For ellers ved jeg, at det kun bliver ved tanken. De gode intentioner skal i kalenderen.
Hvad skal du have i din kalender, som er tid KUN for dig?
Kh,
Trine