Bells mor, MIN mor

I mit aller første blog indlæg her på min mave, skrev jeg om at jeg var bange for at jeg ikke var tilstrækkelig nok for Annabell, når jeg fik Maggie, og jeg er klar til at komme med en status Indlægget kan du læse her. For det her indlæg handler om den dårlige samvittighed og at jeg KUN er Annabells mor, ifølge Annabell.

Maggie er 3 måneder, og vi har ingen struktur i hverdagen overhovedet, hun sover som vinden blæser og spiser virkelig ofte, og det tager gerne en time af gangen – det er ret opslidende, specielt når jeg også har Annabell at tænke på. Annabell er begyndt at finde ud af, at babyen altså ikke går nogle steder, og bliver, hun elsker Maggie over alt på jorden, men samtidigt er hun begyndt at sige: “Det er MIN mor, MIN mor, Bells mor.” Hun skal gøre alle opmærksom på at jeg er HENDES, og ikke andres. Det samme har hun overfor både sin mormor og farmor – at det er hendes farmor og hendes mormor.. Far duer heller ikke mere, det er kun mig der dur lige for tiden. Det gør virkelig ondt inden i når jeg skal “afvise” hende, fordi at Maggie skal ammes, selvom jeg prøver og sætte en leg igang inden jeg ammer, så hun er optaget af noget imens. Det dur bare ikke. Jeg dur bare ikke når Maggie kræver opmærksomhed. Det er virkelig hårdt for os begge to, for over halvdelen af tiden ammer jeg, og jeg kan ikke være der 100% for Annabell, så jeg har konstant en dårlig samvittighed. Jeg prøver så vidt muligt, at overlade Maggie til Jonas når han har fri, og så være der 100% for Annabell. Når vi går hjem fra dagpleje af, tager vi altid ind og leger på legepladsen imens Maggie ligger og kigger i barnevognen, og Annabell nyder det! Hun elsker når det bare er hende og jeg der leger og har tid sammen, Derfor får jeg den enorme dårlige samvittighed når jeg sidder fastbundet til gyngestolen og ammer Maggie, imens Annabell kigger på mig med store øjne og er jaloux over at det ikke er hende jeg sidder med.

Selvom jeg synes det er hyggeligt at amme, så glæder jeg mig til den dag hun er 6 måneder, så har jeg gjort min “pligt”, og så kan hun få flaske når hun ikke spiser grød. Jeg glæder mig til at vi finder en ordentlig rytme både for Maggies skyld, men også for min og Annabells skyld. Jeg glæder mig til at den dårlige samvittighed forsvinder, hvis den altså gør det?