En hyldest til min mor.

Dette indlæg, er en hyldest til min mor, som har gjort det mega godt med 3 børn i en svær tid, det er en hyldest over, at hun er der og hjælper så meget hun kan. 

Jeg bliver så glad, når jeg får at vide, at jeg er en god mor, specielt når det er min egen mor som fortæller mig det. Jeg bliver simpelthen så pavestolt når hun fortæller mig, hvor godt jeg gør det. Det hele bunder nok i, at min mor ikke var vildt glad for nyheden om at skulle være mormor og at jeg var ekstremt usikker da jeg fik Annabell. Jeg havde det rigtig svært ved at være alene med hende – for hvad nu hvis jeg ikke var tilstrækkelig nok? Hvad nu hvis jeg ikke kunne trøste hende, hvad nu hvis hun skreg og skreg og skreg hele tiden – puha!
Så min mor og min søster var på skift hjemme ved mig, da Jonas’ barsel sluttede, fordi at jeg var usikker på det hele, og det var virkelig guld værd!
Da vi fortalte min mor at vi ventede Annabell, kom det nok en anelse bagpå hende. Jeg var 19 år, havde været sammen med Jonas i 6 måneder – og så prikken over i’et, var jeg planlagt gravid. Min mor var ikke helt glad for nyheden, og det eneste hun sagde var: “Jeg passer ikke det barn hver weekend”. Jeg fik ikke et tillykke eller noget, men jeg inderst inde vidste jeg godt, at hun var glad og at hun bare skulle ven

Annabel og mormor på vej hjem fra dagpleje

Annabell og mormor på vej hjem fra dagpleje

de sig til tanken. Min mave vokser og usikkerheden vokser – og min mors kærlighed til både maven og Annabell vokser – og min mor har affundet sig med tanken om at skulle være mormor, og at hendes lille pige skal have en lille pige.

 

Men fordi, at min mor var en anelse skeptisk i starten, har det været utrolig vigtigt for mig, at vise hende, at jeg kan godt. Jeg kan godt mangle søvn i 18 år, jeg kan sagtens klare lorte bleer, skrigende og hysteriske børn. Selvfølgelig ringer jeg til hende eller børnenes farmor, når alt brænder på – og hovedet ikke er med i noget, fordi man ikke har sovet i 4 dage. Men så vidt muligt prøver jeg. Jeg har også fundet ud af, at det er okay at få hjælp, det er okay at ringe og sige man ikke lige kan overskue mere, det er okay at ringe og spørge om hun ikke vil gå en tur med barnevognen fordi man ikke selv kan få barnet til at sovet.

Jeg var så heldig, at jeg havde min mor med til fødslen – det var ikke noget jeg havde troet at jeg havde et behov for, før jeg lå derhjemme grædefærdig med veer. Min mor var så sød, at komme hjem og hjælpe mig igennem mine veer. Da min mand og jeg tog af sted til fødegangen, havde jeg spurgt hende om hun ikke ville tage med, men hun mente at det var en oplevelse for Jonas og jeg, men da jeg stod inde på fødestuen og havde skældt Jonas ud, for at min mor ikke var der, ringede han til hende, og så kom hun. Hun var den største støtte under veerne og fødslen, jeg havde ikke kunne gøre det uden hende. Utrolig nok, står der i min journal, at jeg blev mere rolig, da min mor kom. Det skal lige siges, at Jonas også gjorde et godt stykke arbejde. :p

Alt i alt, så er jeg så heldig, at jeg har en mor, som kommer når Annabell er syg, med yoghurt, is eller panodil. Jeg har en mor, som har opdraget mig, hvilket jeg godt ved at været temmelig besværligt. Jeg har en mor, som er stolt af mine evner som mor, hvilket gør, at jeg bliver glad og rørt. Jeg har en mor, som har gjort et pisse godt stykke arbejde

med at opdrage 3 børn igennem en tid som har været svær. Jeg har en mor, som med alle sine kræfter er der for alle sine børn og børnebørn.

Så mor.
Tusind tak fordi du altid har troet på mig. Tusind tak fordi du var der da jeg havde det svært i mine teenage år. Tusind tak fordi du var med til Annabells fødsel. Tusind tak for al din kærlighed til Annabell og Maggie. <3

Og tak, fordi du ikke er længere væk end ét opkald og en gå tur på 10 min.