Sorg og hvad det gør ved en

I november sætter Min-Mave fokus på tabuer, her er mit om sorg.

Jeg turde ikke sige noget

Da jeg var teenager gennemgik jeg rigtig mange problemer, jeg havde det rigtig svært og jeg talte ikke med nogen om det. Jeg ville ikke bede om hjælp, jeg ville ikke være svag. Men jeg havde det elendigt. Jeg græd hver aften, jeg skar i mig selv og ønskede jeg var et andet sted end hvor jeg var. Jeg tror ikke der var nogle der så det, i så fald hvorfor hjalp ingen? Nogle af de problemer jeg gik igennem, var at min far var alkoholiker og for at mindske hans drikkeri – tog han ud og sejlede i 6-8 måneder af gangen for at stoppe med at drikke. Jeg var stolt af min far, at han gjorde det, at han så ud over sin egen næsetip og ville stoppe hans druk. Men jeg var ligeledes helt ødelagt af at jeg skulle undvære ham, jeg var rigtig gal på ham og jeg følte ikke at han tænkte på mig og hvordan jeg havde det. Jeg følte mig alene, og jeg følte ikke at der var nogle der forstod mig eller hvad det var jeg gik igennem.

Jeg fandt en som så det

Jeg stolede ikke på nogle, men jeg mødte en, som så lige igennem mig. Jeg mødte både min redningsmand og ham der skubbede mig ud over kanten. Her tænker du sikkert, at hvordan kan han både redde mig og gøre det værre på én og samme tid? Det var meget nemt, når man blev forelsket og faldt pladask for manden og vi blev faktisk kærester. Han hjalp mig med at åbne mig, jeg snakkede med ham om alle mine problemer, om mine følelser, min far – hans druk og om at jeg ikke turde at være alene. Men jeg var langt ude og jo mere jeg åbnede mig, jo mere sårbar blev jeg, det hele endte med at jeg græd hver nat han var der, jeg skreg, jeg slog og jeg sparkede ham imens han prøvede at sove. Han var min klippe, men han var også kun 17 år gammel – og han var ikke nogen psykolog. Til sidst kunne han ikke mere, og den dag idag forstår jeg ham godt. Det gjorde jeg bare ikke den gang. Jeg begyndte til en psykoterapeut for unge hvor en eller begge var forældre alkoholikere, jeg husker at det sidste jeg lovede hende ved mit første besøg, var at jeg ikke ville prøve og begå selvmord – et løfte jeg ikke kunne overholde. Min kæreste forlod mig, min klippe forlod mig, min støtte til alle mine problemer forlod mig – og sorgen væltede direkte ind over mig, som store bølger, jeg var ved at drukne og til sidste blev alt sort.

Brudt løfte

Jeg var helt væk i sorg, og da jeg så det hele sort på hvidt, kunne jeg ikke andet end at komme i tanke om hvor lidt jeg var værd, hvor lidt mit liv var værd og hvor meget jeg behøvede hjælp. Jeg tog en stor håndfuld panodiler og jeg slugte dem, én efter én. Jeg græd, jeg var ødelagt – al min vrede og sorg var for stor en mundfuld at kunne håndtere selv – jeg råbte om hjælp. Et hjælp til at få mig op af mørket, hjælp til at håndtere mine følelser for min fraværende far, min klippe som havde forladt mig, mine teenager følelser og hvem jeg var som person.
Jeg blev indlagt i 48 timer til observation ude på OUH, jeg var skamfuld, ydmyget og jeg følte mig så alene. Jeg følte ikke at der var nogle der forstod mig og mine følelser.
Jeg kom ind til en psykiater på vej derind stod der 6 steder “center for selvmordstruede”, noget jeg bed mærke i, for da hun sagde til mig “Hvis du bare bruger de her metoder, så skal du nok blive glad igen.” Jeg blev så sur, og spurgte hende direkte, om hun godt vidste at der på vej ind i hendes rum, stod “center for selvmordstruede” 6 forskellige steder, og at jeg nok ikke blev glad på én uge. Igen var der én der ikke forstod mig, hun forstod ikke hvor ødelagt og ubetydeligt jeg følte mig. Psykiateren og jeg blev enige om, at hvis jeg fortsatte ved min psyketerapeut, ville det være helt fint – og det gjorde jeg.

Jeg havde brudt mit løfte til et menneske, jeg kunne se hjælpe mig i fremtiden, og jeg var så ydmyget over at fortælle hende hvad der var sket og hvad jeg havde gjort. Min psykoterapeut samlede mig op, og satte mig sammen stykke efter stykke i 3 år. Hun forstod mig, hun hjalp mig med at sætte ord på de ting jeg ikke turde fortælle eller indrømme, hun hjalp mig videre fra sorgen og fortalte mig at mine følelser var “i orden” at have, men at vi skulle arbejde med dem så de ikke ødelagde mig. Hun hjalp mig med min vrede om min fraværende far, hjalp mig med at komme videre fra ham som forlod mig, hun hjalp mig med at blive Zenia igen.

Jeg kom over sorgen

Det tog meget lang tid at acceptere det hele. Jeg havde stadig brug for at blive guidet i mine valg og følelser. Jeg lærte lige pludselig at svømme og blive ved med at svømme og til sidst kom jeg i land. Jeg druknede ikke mere i min sorg, for jeg havde lært at styre den. Jeg kom oven på, efter lang tid.

Jeg ved at sorg er så individuelt og sorg kan være så forskellige fra person til person – men jeg har samtidigt også lært, at med den rette hjælp og accept af en selv, så kan man komme oven på igen og blive sig selv.

Den sorg jeg gennemgik i min teenage år, har gjort mig til en stærkere person den dag i dag. Jeg har fået nemmere ved at sige fra og bede om hjælp og at det er okay at have en dårlig dag. Den har ligeledes lært mig, at man ikke er svag, fordi man har det dårligt.