Tankemylder og depression

Uha, dette er et ømt og personligt emne, det er noget som har plaget mig i en længere periode, og som jeg heldigvis er ved at gøre noget ved.
Som sagt er Jonas og jeg blevet skilt. De sidste 8 måneder har været sindsyge hårde pga. en dårlig praktik plads og et ægteskab der ikke kørte på skinner. Jeg har været rigtig ked af det, og det er der vil ikke noget at sige til med alt det der er sket. Men ikke desto mindre, kunne jeg mærke på min krop at det var helt galt. Jeg var mere ked af det, spiste nærmest aldrig noget, var træt og uoplagt, magtede ikke dagens gøremål og jeg kunne ikke sove. Jeg havde også ret i at det var helt galt, for jeg vidste at det var tegn på en depression. Jeg kendte dem da jeg af et par omgange har haft depression siden jeg var ung.
Jeg bestilte en tid ved lægen som screenede mig og fortalte at jeg havde det de kaldte en moderat depression. Den oplysning var ikke noget der overraskede mig, men alligevel kom det bag på mig.

Tankerne flyver rundt i hovedet på mig fra morgen til aften, er jeg en god nok mor for mine piger, kan jeg godt det her selv, er jeg god nok i det hele taget og hvorfor kan vi ikke bare samarbejde noget bedre om tingene. – Jep, det sidste referere til Jonas og jeg. Nogle gange samarbejder vi vildt godt og andre gange går det galt. Vi er stadig ved at finde en balance i alt det her og det er da sindsygt svært og det er mega hårdt.

Er jeg god nok?

Jep, se lige præcis den sætning tænker jeg mange gange om dagen – specielt omkring med mine børn. Jeg har to vildbasser af døtre og specielt Annabell prøver alle grænser af hun kan, og ligegyldig hvordan jeg angriber vores konflikter, hører hun mig overhovedet ikke. Jeg er som luft for hende, indtil jeg til sidst må tage hende væk fra situationen og så sætter vi os begge ind på værelset til hun forstår hvad det er hun må og ikke må.
Men samtidigt kører tankerne også bare på hvordan jeg har skilt dem fra deres far og gjort dem til dele børn – noget jeg aldrig havde ønsket de skulle nå og blive, men som blev til en realitet alligevel. Jeg søger ofte anerkendelse og ros for om jeg nu er en god mor, og når der så lige er en der siger “Zenia, jeg synes sq at du gør et godt stykke ‘arbejde’.” Så tror jeg lige lidt mere på mig selv. Det er bare stadig møg hårdt at gå med de tanker om man nu er god nok eller ej.

Hvad skal der så ske på længere sigt?

Se, det ved jeg faktisk ikke så meget om endnu, der er lavet en plan for de næste par måneder ved lægen som går ud på at jeg skal starte ved psykolog på mandag, når jeg er noget halvvejs igennem de 12 psykolog aftaler jeg har – skal jeg til samtale ved lægen for at se om det hjælper lidt eller om jeg skal have hjælp til noget at sove på fx. – Det er det eneste jeg ved. Jeg ved ikke om de 12 samtaler hjælper mig eller om jeg skal have flere, for lige nu går min verden i stykker skridt for skridt og jeg ser frem til at den bliver samlet igen.
Jeg ved også godt at det er en proces der strækker sig over flere måneder, og jeg ved at jeg skal kæmpe med mine indre dæmoner om at jeg virkelig godt kan komme igennem det her.