Valget om planlagt kejsersnit

Og fødselsberetning

Uha, jeg skal næsten passe på at jeg ikke træder nogle ur-kvinder over tæerne i dette indlæg! 🙄

Sagen er den at jeg fredag d.22. august 2014, 7 dage over termin fik foretaget en hindeløsning for at se om det kunne sætte gang i en snarlige fødsel – og det gjorde det! For fredag nat kl.01.23 fik jeg min første ve. Jeg var ikke ét sekund i tvivl om at det var en ve og de kommer med 7 minutters mellemrum. Jeg får vækket min mand omkring kl.03.30 og fortæller ham at jeg har veer og jeg synes at han skal gå i bad, fordi jeg ikke vidste hvor hurtigt det ville gå med veerne. Jeg synes de begynder at nive og gøre mere og mere ondt omkring kl.05.30 om morgenen, dér ringer jeg til fødegangen for første gang, de vil ikke se mig, fordi der er mellem 5-7 min. mellem veerne – men hende jeg snakkede med garanterede mig nærmest at Annabell ville få fødselsdag den dag. Fedt tænkte jeg, så er der nok ikke så lang vej endnu, og smerterne var heller ikke SÅ voldsomme endnu… Det skal lige siges, at jeg havde været så optimistisk at pakke både kort og terninger i tasken til fødegangen, jeg troede virkelig ikke på at veer kunne gøre så ondt! Men der tog jeg godt nok fejl!  😛

Jonas og jeg får spist morgenmad, og jeg synes at veerne tager til i styrke nu, og jeg kan faktisk ikke lide at være hjemme, jeg ringer endnu engang til fødegangen, som beder mig komme til tjek. Vi får kørt vores to hunde ud til mine svigerforældre og kører så ind på OUH. Jeg får en CTG-scanning og de tjekker hvor meget jeg er åben. Jeg var åben

Taget imellem to veer.

Taget imellem to veer.

1 cm, og ingen livmodermund tilbage – så jeg blev sendt hjem igen. Jeg var så ked af det og frustreret og kunne slet ikke slappe af eller holde veerne ud. Nå, men jeg måtte hjem på sofaen og lægge og så kom min mor heldigvis! Jeg er virkelig mors lille pige, og da hun kommer og vi lægger os ind i sengen, ramler min verden fuldstændig. Jeg var så ked af at være hjemme, mine veer gjorde virkelig ondt og min mor lå og nussede mig i håret i mens jeg lå i hendes skød. Husker tydeligt, da hun fortalte mig at veerne ville blive værre end det de var nu. Nøj, hvor jeg fortrød inderligt, at jeg var blevet gravid og skulle føde på det tidspunkt…
Da klokken er ca. 14.00, ringer Jonas ind til fødegangen, fordi der kun var 3 min. mellem veerne, og jeg kunne ikke holde ud at være derhjemme, de beder os om at komme ind til tjek.
Jeg ville rigtig gerne have at min mor tog med, men hun mente at det var en oplevelse kun for Jonas og jeg…
Køreturen ind til OUH tager kun 20-25 min. – men det var den længste køretur i hele mit liv. Jeg forstår virkelig ikke hvordan Jonas kunne koncentrere sig om at køre bilen, når jeg sad i 40 forskellige stillinger hele tiden pga. mine veer. Jeg kommer op i et modtagelsesrum, hvor de endnu engang får lavet en CTG-scanning på mig, som normalt sidder på i 30 min. da der var gået 30 min. var der stadig ikke en jordemoder som var kommet ind til mig igen, efter 1 time, fik min mand taget “mavebæltet” af mig, og jeg lægger og er virkelig ked af alle mine smerter. Jeg beder tit Jonas om at ringe til min mor, men Jonas mener absolut ikke det er nødvendigt, at hun skal komme, han mener vi skal se tiden an til jeg har fået en epiduralblokade…. Efter halvanden time kommer der en jordemoder og beklager meget, men fortæller os at de har rigtig travlt. Hun tjekker hvor åben jeg er, og hun kan se at jeg er 4 cm. åben og er i aktiv fødsel. Yes tænker jeg, nu får det forhåbentligvis snart en ende. Min jordemoder er meget forsigtigt, og jeg har rigtig ondt og kan slet ikke holde ud at være i min krop! Jeg beder om at få lavement og en epidural blokade, og jordemoderen ringer efter lægen, giver mig klyx – og da jeg er tømt sætter hun en CTG-scanning på mig endnu engang, og jeg kan ikke holde ud at have noget rundt om min mave!! Jeg står og hænger i to knagerækker hver gang jeg har en ve. Utrolig nok faldt de ikke ud af væggen. Den meget forsigtige jordemoder fortæller mig hvordan jeg skal trækkevejret og stå med benene, og jeg vender mig direkte om til hende og siger: “Har du fået børn?” Det havde min jordemoder ikke, så jeg kom til at sige “Så synes jeg du skal holde din kæft, for så ved DU ikke hvor ondt JEG har det.” Min jordemoder fandt så en anden jordemoder til mig imellem tiden, som skulle overtage og give mig akupunktur. Jeg kunne ikke rigtig arbejde med det faktum, at der var en som skulle stå og vejlede mig, når personen ikke kunne sætte sig ind i hvor ondt jeg havde det. Jeg troede nærmest jeg skulle dø, og jeg blev ved med a sige til min mand at Annabell, ville blive enebarn – jeg skulle i hvert fald aldrig igennem det her igen..
Jeg har så ondt, og udsigten til at der kommer en læge og giver mig en epiduralblokade er lang, begge læger stod i akutte situationer, som var mere vigtig en en fødsel, som egentlig går okay. Jeg kunne sagtens forstå og sætte mig ind i, at der var noget som var mere akut end min fødsel, men samtidigt var jeg så ked af det over, at jeg ikke følte at jeg blev set eller hørt. Jeg var så ked af det, træt, afkræftet og frustreret at jeg blev så gal på min mand, og sagde meget bestemt, at nu SKULLE han ringe til min mor og bede hende om at komme. Der gik ikke mere en 20 min. så stod min mor der, og jeg blev mere rolig. Jeg blev meget mere rolig – utrolig nok står der også i min fødselsberetning fra OUH. Jeg følte at jeg kunne tillade mig, at være sårbar, at have ondt at være ked og frustreret over de dumme veer, som blev stærkere og stærkere, og gjorde mere og mere ondt, når min mor var der.

Mine veer blev så voldsomme at jeg kastede op af smerterne, der var så ubehageligt som noget kunne være.. Jeg spurgte efter noget lattergas, fordi at akupunkturen ikke virkede, og da jeg fik lattergas, kastede jeg endnu én gang op og blev mere utilpas. Det var virkelig et helvede. Min mor var så sød at gå ned og købe en is til mig, som jeg suttede på to gange, og så måtte hun smide den ud. Jeg brød mig virkelig ikke at skulle have noget.
Jeg fik en 3. jordemoder ind på stuen, fordi at hende der havde givet mig akupunktur, ikke tacklede mig særlig godt, og hun havde desuden heller ikke fået børn, og jeg var en lille bitte smule træt af hende! Men den 3. og fantastiske jordemoder vejledte mig og snakkede mig igennem mine veer imens jeg hang i de to skide knagerækker. Jeg havde forinde spurgt hende om hun havde fået børn, hun svarede at hun havde fået 3 af slagsen, så hun vidste udemærket godt hvad det var jeg var igennem. Og der kunne jeg lytte, det var ligesom om at så var det hele okay…

Og så gik vandet, endelig..

Annabell lige efter fødslen <3

Annabell lige efter fødslen <3

Da klokken er omkring 20.45, tjekker jordemoderen mig, om hvor åben jeg er, og da hun er igang med det, går vandet, og hun fortæller mig at jeg er 9 cm. åben! Jeg kunne virkelig se en ende på fødslen og smerterne nu! Jeg får en ren skjorte og nettrusser på og stiller mig igen over til mine to knager og hænger i dem. Jeg har presseveer! Men jeg måtte lige vente lidt med at presse endnu. Omkring kl.21.00 kommer jeg over på fødebriksen, min mor holder mit ene ben bøjet op imod mig og Jonas gør det samme. Jeg lytter til hvad jordemoderen og sygeplejersken siger, og gisper når jeg skal gispe, presse når jeg skal presse og imellem tiden skriger jeg bare af smerte. Jordemoderen spørger om jeg vil mærke hendes hår, imens jeg er igang med at presse hende ud, og siger pænt nej tak! Da jeg får presset hovedet ud, udbryder jordemoderen: “Hold da op nogle kæber”, Annabell var en rigtig god basse! Klokken 21.27 var Annabell ude. <3 <3 Og jeg var lykkelig, endelig var jeg færdig med at have ondt – troede jeg selv…
For jeg bristede en del og ødelagde en muskel oppe i skeden, så det skulle selvfølgelig lige syes sammen.. Min mor går ud og ringer til min far, bonus far og Jonas’ forældre og siger at vi har fået en dejlig pige. Annabell blev skønnet til at veje 3200 gram da jeg kom ind på fødestuen, og jeg fødte en dejlig basse på ikke mindre end 4100 gram og 53 cm. – Hun kunne ikke have været mere perfekt.

De efterfølgende dage

Lå jeg på afdeling Vuggen, vi havde alt for mange besøg, men Jonas og jeg var enormt stolte og ville rigtig gerne vise hende frem, men det var hårdt. Jeg havde rigtig svært ved at forlige mig med tanken om at jeg var blevet mor, og at jeg lige havde født. Jeg græd rigtig meget over min fødsel, jeg så ikke tilbage på det, som noget positivt, og jeg skulle i hvert fald aldrig gennemgå det igen, det var

mms_img-1164834403

Første billede af Annabell og Jonas <3

helt sikkert! Jeg fik både bearbejdet min fødsel med sygeplejerskerne ude på Vuggen, min sundhedsplejerske, min læge og en psykolog, som før i tiden havde været jordemoder. Min ingenting hjalp, jeg kunne ikke få vendt min oplevelse af at føde til noget positivt. Smerterne sidder dybt inde i min krop og kan til  tider gøre mig panisk angst.

Dette er baggrunden for, hvorfor jeg har valgt kejsersnit og har kæmpet for at få et planlagt kejsersnit. Jeg er sikker på at min krop og jeg selv, ville modarbejde den kommende fødsel, jeg er ufattelig bange for at få en fødselsdepression efter fødslen, jeg har panisk angst for smerterne og for at skulle føde igen selv. Fødselslægen ude på OUH, har ellers kommet med mange forslag til forskellige fødeplaner, igangsættelse osv. og han kan nærmest love mig hvornår babypigen kommer ud, men jeg har sagt nej, fordi jeg er så bange for det.