At være enige om børneopdragelse..

Opdragelsen skulle jo være nem nok, men…

NEJ!

Jeg troede Jonas og jeg ville være enige om hvordan opdragelsen af Annabell skulle forløbe, vi havde snakket om det før jeg fødte hende, og jeg som MOR mener jo, at jeg har ret og kender MIT barn bedst. Det er jo trods alt MIG som har båret på hende i 9 måneder. Grunden til at nogle ting står med fed, er fordi at jeg i starten følte at Jonas ikke havde ligeså meget ret til hende som jeg havde, idet at han kun havde leverede en klat sæd, og så skulle jeg klare at være gravid, føde og amme.. Han skulle selvfølgelig også holde til et utal af mine hormon udbrud og skæld ud.  😉 Men ja, det snakker vi om en anden gang, vi er kommet lidt ud på et sidespor.

Ak ja, opdragelse af Annabell.

Harmoni eller kaos

Harmoni eller kaos

I det at jeg er meget struktureret anlagt, tænker i kasser og hader spontane ting – så kan det godt være udfordrende med en mand som elsker spontanitet og tager tingene som de kommer. Vi har haft rigtig mange diskussioner om hvornår vi skulle tage hjem med Annabell når vi har været nogle steder. Jeg er ved at få stress hvis klokken er over 19.00, når vi er på vej hjem fra noget – for Annabells rutine er jo at hun skal puttes kl.19.00 hver aften i følge mig. Men hvis vi spørger Jonas, så gør det ikke noget at klokken bliver 20.00 eller 21.00 før hun bliver puttet. Det tager hun jo ikke skade af… Nej – men hun har vel brug for en fast rutine hver dag eller? Jeg kan ikke finde ud af om det er mig som er sippet eller om det gør noget at vi “slækker” lidt på det? Jeg kan finde på at blive hjemme fra middag af ved mine svigerforældre, fordi at vi først skal spise kl.19.00, og der skal Annabell puttes, og jeg vil jo rigtig gerne med. – Men jeg er bare så nervøs for hvordan det påvirker Annabell, hvordan natten bliver og ikke mindst hvilket humør hun vil være i? Jeg synes det er så pinligt, når Annabell skaber sig – selvom alle børn gør det. Jeg er bange for at folk ser mig som en mor der ikke kan sætte grænser for sit barn..

Men i hvert fald. 

Uanset hvad, så er Jonas og jeg i hvert fald ikke altid enige om hvordan Annabell skal opdrages, og hvornår er det så man skal tage diskussionen om hvad der var rigtigt eller forkert? Jeg kan godt have en tendens til at fare direkte op i en spids, specielt hvis ikke det lige går efter mit hoved, og det er nok der jeg skal lære at tage en dyb indånding og tænke at Annabell nok ikke dør af en enkelt undvigelse. Jeg tror at Jonas tager rigtig mange dybe indåndinger hver dag over vores hver dag, vores opdragelse og mine preggo hormoner. Vi snakker ellers ofte om hvad vi synes er rigtigt eller forkert, men når man står i situationen hvor Jonas har givet hende en kiks lige før aftensmaden, eller Jonas sukker af mig når jeg har givet hende et lille stykke pålægschokolade på morgenmaden – så er man bare ikke altid enige.. Og sådan vil det vil altid være? Eller?

Hvordan klare I opdragelsen af jeres børn? Er I enige og hvis I er uenige, hvornår tager I så snakken?

Vi har erfaret, at det ikke giver mening, at tage “diskussionen/snakken” om hendes opdragelse foran hende, for hun bliver bare mere forvirret over at den ene har sagt nej, og den anden har sagt ja.