Doktorleg i børnehaven

 

De fleste har været med til en “doktorleg” som børn, så det burde ikke komme som en overraskelse, når ens egne poder får ideen. Men det gjorde det for mig. Numselegen havde jeg slet ikke set komme.

 

To små drenge ses bagfra siddende ved siden af hinanden, De ser ud som om, de har fokus på noget, den ene har i skødet.

Når drenge udforsker hinanden

Ulrik, min mand, havde hentet vores fem-årige søn i børnehave, og der fået at vide, at Adam var blevet grebet med bukserne nede i en “doktorleg”, så at sige.

Vi opfatter ikke os selv som hverken berøringsangste eller ”snerpede” herhjemme, og Adams gryende interesse for både egen og andres kønslighed – og medfølgende spørgsmål til emnet – er blevet besvaret uden ”røde kinder” og forlegenhed fra de voksnes side.

Han har spurgt til, hvordan han selv og lillesøster er kommet, og vi har svaret, at to voksne mennesker, der elsker hinanden, kan lave et barn. Det er på det niveau, vi har vurderet, han er.

Adam har en god ven i børnehaven, der er lidt længere ”fremme i skoene”, og lærer en masse gode ord fra sig, Blandt andet pegede Adam en dag på sine testikler og sagde, at det var ”dollarne”. Han spurgte, hvad man brugte dem til, og jeg svarede, at de gør, at man som dreng kan lave børn, når man bliver stor.

Så, det er i al sin uskyldighed dér, han er. Eller har været.

For nogle måneder siden kom han hjem og fortalte hemmelighedsfuldt, at der var nogle i børnehaven, der gik ind i den lille skov, der er i børnehaven og kiggede på numser,

Jeg kan godt huske, hvordan det er at gå i børnehave, og også at de lege – og ”doktorlege” – er en del af den udvikling man gennemgår. Det vil sige, det fandt jeg selv først ud af længe efter, da jeg efter at have været skamfuld over ”doktorlegene” og oplevelsen af den forbudte leg  med andre børn, brød helt sammen overfor min mor. Hendes reaktion dengang var noget i stil med: ”nåh, er det bare det – det er noget alle børn leger”. Og det var så der, jeg fandt ud af, at det er ok at have en seksualitet – også selvom man er barn.

Og med dette i baghovedet er det også vigtigt for mig, at Adam ved, det ikke er forkert med de lege, men omvendt også, at man kan sige fra overfor andre, at de kan gøre det samme, og at det så heller ikke for mig er mere spændende end, hvis de havde hoppet i vandpytter eller vasket hænder.

Men så var det, at der til et forældremøde blev talt om, at nogle drenge legede numselege, at der var pinde involveret og at ”nogen skulle give andre karakterer”….øh….

Jeg har nok ikke rigtig konkret forestillet mig, hvordan drenge leger, men jeg blev lidt bekymret for de skader en pind og en endetarm i dårlig kombination kan resultere i….og det med karaktergivningen? Hvad handler det om, og hvad er det lige for et voksenfænomen, der har blandet sig i dén leg? Det bliver måske temaet i et andet indlæg.

Vi talte nu med Adam om, at ens numse og tissemand er ens egen, at det kun er lægen, mor og far, hvis man er syg, og en selv, der skal røre, og at numsen kan tage skade, hvis man putter pinde ind i den. Det virkede som om, han forstod. Men havde vi nu gjort det til en forbudt leg, der skulle være hemmelig?

Og nu, kulminationen. Adam og hans gode ven var snuppet med bukserne nede, en kold efterårsdag, i færd med en oral leg – på godt dansk, en havde tissemanden i munden på den anden.

En pædagog havde hørt drengene tale om de skulle gå i skoven og ”lege en ulækker leg”. Pædagogen var fulgt efter, og havde snuppet dem i aktion.

Det havde jeg ikke set komme. Og trods alle ideer om min egen store tolerance og afslappethed, stoppede min verden et øjeblik.

Min voksne hjerne kunne ikke helt kapere, at den leg, jeg forbinder med noget seksuelt, var en del af min lille drengs leg, og dernæst – hvordan var han blevet inspireret til det. Havde han selv været udsat for et eller andet? Var han blevet krænket? Og hvad med den anden dreng? Og den anden drengs forældre? Var de ”cool” med det?

Spørgsmålene var mange, og jeg var så bekymret, at jeg havde ondt i maven af det.

Ulrik var mere rolig. Han kan også huske, hvordan det er at gå i børnehave, og at der ikke er noget unormalt i de drengelege. En pædagog i børnehaven havde vendt det med en tilknyttet psykolog, der havde bekræftet, at det er normal adfærd.

Da Ulrik hentede Adam den dag, havde han oplevet, at en pædagog opførte sig meget forlegent, og i den sammenhæng blev han bekymret for, om nogen skulle tro, han på nogen måde havde inspireret Adam til legen. Det er bare ikke en mistanke, man har lyst til at have på sig.

Jeg ringede til børnehaven næste dag og talte med den ansvarlige pædagog, der heldigvis kunne berolige mig. Hun mente ikke, der var noget bekymrende, legen havde været ”ligeværdig” – altså begge drenge havde været med. Og den andens forældre havde været mest bekymret for, hvordan vi tog det. Faren havde vist spurgt, om det betød, at hans søn var bøsse.

Og den forlegne pædagog havde været nervøs for at vi skulle mene, hun ikke havde ført tilstrækkeligt opsyn med børnene.

Så, der er ro på.  Men det der med ”bøsse” er, tror jeg, et udtryk for, at den far – lige som jeg – med sin voksne hjerne skal forstå, at det vi forbinder med noget bevidst seksuelt, for vores børn er leg, udforskende leg, måske også er en leg, der føles rar.

Vi er enige om herhjemme, at det ikke må tabuiseres for Adam, men det er da en ting, jeg ikke lige beretter om ved familiemiddagen på søndag.

Jeg er dog – midt i alle mine følelser – kommet frem til, at jeg er glad for, at min søn fungerer normalt, at han også i sin oplevelse af sig selv udvikler sig efter bogen. At jeg håber, vi hjælper ham til at vide, hvor egne og andres grænser går, og at vi tackler dette på en måde, så han ikke engang går ind i ungdoms- og voksenlivet med traumer og fixeringer i sin seksualitet.

Beretningen er skrevet i ”jeg-form”, men væsentlige dele er lånt af en generøs, god veninde og hendes søn, der som min går i børnehave og er i en udforskende fase. Mange voksne synes, det er enormt pinligt at tale om børns seksualitet. De kan måske knap nok tale om deres egen. Måske er det heller ikke nødvendigt at tale så meget om, bare tage det til sig som noget, der er lige så naturligt som vokseværk – så børnene også gør det.

 

Læs mere om principper og forestillinger, der møder virkeligheden på dette link fra kernefamilie til kollektiv