Fra kernefamilie til kollektiv

billede til blog 2017 SEPT postkasse ppt

Der sker noget med en, når man begynder at tænke på at få børn. Jeg havde hørt om det inden vi fik vores søn, dog uden helt at tro på det.

  1. At inkarnerede bymennesker pludselig får lyst til at købe hus på landet og
  2. At det pludselig bliver vigtigere for en at komme tættere på familien og måske egne forældre.

Der er allerede skrevet meget om det kulturchok, der kan være at skifte Gucci-skoene ud med et par grønne gummistøvler. Jeg er flyttet fra down-town Helsingør til en plovfure, og det vil jeg fortælle om i en senere blog.

Der er til gengæld endnu ikke så mange beretninger om de familier anno 2017, der vælger at gøre op med den traditionelle kernefamilie til fordel for et familiekollektiv med mere end to generationer samlet under samme tag.

Vores lille ”far, mor og to børn-familie” er sprunget ud i det, jeg hører flere og flere tale om, at de gerne selv ville gøre.

For os blev det ikke blot et gammelt hus på landet, vi er også flyttet i kollektiv. Øko-selvforsynende familie-kollektiv med 4 generationer på samme matrikel. Måske kan vores erfaringer med ”eksperimentet” være en inspiration for andre til at træffe et lignende valg. Eller undlade at gøre det.

Familie og venner har haft delte meninger om vores beslutning, men udsagn som: ”Ulrik, du er modig. Jeg skulle fa’me ikke bo sammen med min svigermor”, og ”Nej, hvor bliver det fedt for Adam med mormor så tæt på” (dengang var Sofia ikke på banen endnu), er hørt flere gange.

Andre har sagt direkte, at de deler vores drømme om at bo tættere på familien og især bedsteforældre med forventningen om et par sæt ekstra hænder i en daglig stresset og logistik-udfordret hverdag.

Og det sidste trækker vi også på. Vi har det privilegium, at der er en bedste, der ikke længere er på arbejdsmarkedet, og hjælper med at bringe til institution om morgenen, sådan at mindste-drengen ikke skal meget tidligt op. Det har betydet for ham, at han ikke kender til morgener, hvor der bliver stresset, skældt ud på grund af tidspres osv. Han får en rolig start.

Men, vi er også flyttet sammen med en generation, der som os selv, har deres eget liv, karrierer, egne interesser og planer, En generation, der ikke bare ”står til rådighed” – og det er som det skal være. Man skal bare lige have det på plads inden, man flytter sammen. ”Forventningsafstemning” er et nøgleord i storfamilien.

Vi konverterede down-town Helsingør, vores 98 m2 lejlighed med direkte adgang til yndlingscafe og gå-afstand til alt tænkeligt, til noget helt andet, der ikke tåler nogen sammenligning, men omfatter både tryghed, mudrede gummistøvler, frisklagte æg, familiemiddage, bålaftner i den store have, hvor vores søn kan boltre sig – og af og til noget, der bedst beskrives som et socialt eksperiment.

Det er dejligt, at have familien tæt på. Afgjort. Fantastisk, at have det fællesskab med mennesker, man holder af, og se sine børn tage det til sig. Men de, som har prøvet at flytte hjem igen til deres forældre efter at have haft eget liv og egen bolig, vil måske kunne genkende, at det kræver en del af begge parter. Blandt andet, at man på tværs af generationer skal finde hinanden som jævnbyrdige, ikke forældre/børn, at man skal have fælles forståelse af begrebet ”privatliv”, banke-på regler, vedligeholdelse af hus og have osv. (en lille ting som, hvordan en indkørsel skal luges og passes, kan – tro det eller lad være – være årsag til rigtig mange diskussioner!).

En af de potentielle ”konfliktfelter”, jeg vil fremhæve er:  hvem opdrager de børn, der er i huset? Man er bare nødt til at definerer rollerne helt tydeligt for både børn og voksne. For mange velmenende og kærlige ”bedster”, der alle har kvalificerede meninger og høje tolerancetærskler overfor grænsesøgende børn, kan gøre forældretjansen en anelse tung. Det kræver heller ikke en Einstein-IQ hos poden at lure, hvem man skal spørge for at få lov. Derfor skal der bare være enighed om, at far og mor bestemmer!

Jeg er i børnenes nærvær blevet irettesat for min opdragelse med kommentarer som, ” er du ikke lidt for skrap nu”, eller ”jeg tror, Adam føler dit og dat”  – som om, jeg ikke selv forstod det. Det rykker dog ikke ved, at han ikke skal smide sine kasserede franskbrødsskorper tilbage i brødkurven! For nu at nævne et eksempel. Ved de lejligheder opdager man selv – og ens omgivelser – hvor grænsen går for fællesskabet. Det er en nødvendig og forventelig grænse at trække.

Vi har efterhånden fundet balance – og truffet de aftaler, der er nødvendige med hensyn til børnene. Blandt andet, at vi ikke skal ses hver dag, men at hver familie skal have plads og tid til at være sig selv. Og så har vi efterhånden fundet ud af, hvad vi skal være enige om, og hvad der ikke behøver enighed. Det fungerer lige så dårligt for os, som for 70’ernes hippie-kollektiver, at skulle stemme om alt.

Det er ubeskriveligt dejligt at have bedsteforældre og sidst ankommet også en ”olde” så tæt på. Ikke bare af praktiske grunde, men fordi ungerne i det daglige er omgivet af det ekstra overskud, som i hvert fald jeg kan tabe lidt i oprydning, madlavning og enlige sure sokker i vasketøjskurven.

Meningerne er, her på 3. år, stadig delte om vores lille eksperiment. Mange overvejer stadig selv at flytte ud af byen og sammen med familien i større eller mindre omfang (de har nemlig også fået børn og mærker tidspresset). Og det er, som nævnt, heller ikke uproblematisk. Der skal files nogle kanter og måske en gang i mellem sluges et af de pukkeludstyrede firbenede væsner. F-eks. det, at børnene har en tilknytning til ”bedsterne” i dagligdagen, der gør, at afhængigheden til mor og far ikke er ”eksklusiv”. Det skulle min forældre-egoisme lige vende sig til.

Men når det er sagt, er jeg faktisk overrasket over, at projektet går så godt. En storforbrugende, latte-drikkende powershopper som mig, der uden at dø af kulturchokket, blev omplantet – fordi arvingen skulle lege en have med gynge og have bedsteforældre tæt på – og midt i alle udfordringerne oplever, at der er mange gevinster.

Der sker sgu’ noget med én, når man får børn.

Jeg vil I kommende blogindlæg fortælle mere om livet i storfamilien – og skulle du, der følger mig, være interesseret i noget specifikt, er du meget velkommen til at kommentere eller skrive til mig direkte.